Nu bliver den blå vej også den grønneste – HH Ferries bliver til ForSea

Som del af HH Ferries Group’s miljøstrategi sejler færgerne Tycho Brahe og Aurora nu i fuld batteridrift. Det gør Helsingør-Helsingborg overfarten til verdens første højfrekvente færgerute med batteridrevne færger, som betjener privat- og erhvervsrejsende med afgange hvert 15. minut – året rundt og i al slags vejr. For at understrege ambitionen om at blive regionens mest bæredygtige transportvirksomhed skifter rederiet nu også navn til ForSea.

Banebrydende teknologi lader hurtigt og grønt
ForSea Ferries har valgt at anvende grøn el fra ikke-fossile kilder som vind, vand og sol til opladning af sine batterier. Dermed undgås skadelig udledning af f.eks. partikler fra de to batteridrevne færger. Samlet set reduceres rederiets udledning med cirka 65%, idet Aurora og Tycho Brahe sejler flere ture på ruten end de øvrige færger.

En fuldautomatisk, laserstyret robotarm kobler færgerne til opladning hver gang de er i havn. Det sikrer 5-9 minutters effektiv opladningsproces for hver 20-minutters overfart og betyder, at færgerne også fremover kan sejle hyppigt og til tiden.

Rejsen over Øresund er også rejsen mod zero-emission
Sveriges langsigtede klimamål er helt at ophøre med nettoudslip af drivhusgasser i 2045. Det mål vil ForSea Ferries nå inden da.

”Vi har kun en planet, og en af de ting, vi som rederi kan bidrage med for en bæredygtig verden, er aktivt at passe på havmiljøet,” siger Johan Röstin, CEO i ForSea Ferries. ”Vi har altid været miljøbevidste, og vi har siden 2007 levet op til de emissionsregler, som blev indført i 2015. Med vores batteridrevne færger tager vi et kæmpe skridt fremad for at sikre mindre udslip, røg og støj. Og vi går ikke på kompromis med effektiviteten. Takket være en banebrydende teknologi og vores mange dygtige medarbejdere vil overfarten også med batteridrift blot tage 20 minutter som hidtil.”

Gratis prøvetur for alle, som vil opleve en grønnere overfart
Lørdag den 10. november fejrer Helsingør-Helsingborg overfarten den grønne verdensnyhed ved at indbyde alle gående passagerer til en gratis prøvetur på rederiets færger. Tilbuddet gælder hele dagen fra 10.00-18.00 og der bliver festlige indslag ombord og i terminalerne på begge sider af sundet. Kultbandet Torsson og Nick Schröder er blot nogle af de mange, der underholder ombord.

Regionen som aldrig sover
Længslen efter og behovet for at rejse over Øresund har formodentlig været til stede lige så længe, som der har været mennesker. Men det, som en gang var en risikabel færd i et enkelt fartøj, blev med tiden til motordrevne færger – effektive, punktlige og sikre, men ikke nødvendigvis helt miljøvenlige.

”De to batteridrevne færger er første skridt på vores bæredygtige vej mod et endnu bedre færgerederi. Vi nøjes ikke med at modernisere driften af færgerne på ruten Helsingør-Helsingborg – vi har sat kursen mod fremtiden og mod zero-emission”, siger Johan Röstin. ”For os er det vigtigt, at den blå vej over Øresund også fortsat vil være i centrum for en levende og ekspansiv region, hvor mennesker mødes og virksomheder trives. Både i dag og i de kommende generationer.”

Læs mere